2014
8 timers tur fra Hirtshals med Michael Frank.
Nytårstur 29-12-2014
Vi var 7 mand af sted fra klubben sammen med 12 fra Pirken. Om morgenen var der mere end minus 10 grader, så vi var lidt spændt om vi kunne holde varmen hele dagen. Men heldigvis blev der plus grader i løbet af dagen, så vi kunne godt glemme det med at fryse. Vi sejlede syd/vest på i en god times tid, indtil vi var lidt nord for Rubjerg knude, og her blev der prøvet forskellige positioner. Vinden tog til i løbet af formiddagen og til middag var det blevet for meget for skipper, så turen blev afkortet med ca. 2½ time. Det var selvfølgelig træls, men vejret kan vi ikke bestemme over. Der blev fanget torsk, ikke mange og heller ej var der mange store i mellem. Jeg tror at alle fra klubben fik lidt i kurven, til dem der havde flest var da ca. en ½ kurv med torsk. Tak til skipper Torben og medhjælper for en god Nytårs tur samt til alle der deltog fra klubben.
Mvh Jørgen Sloth
Kysttur fra Hirtshals med m/s Michael Frank 25-10-2014 Det så længe ud som at havturen lørdag d. 25 okt. ville blæse væk, men vejrguderne ombestemte sig så kl. 07.00 stod 8 forventningsfulde medlemmer fra Frederikshavn havfiskeklub klar på Hirtshals havn til en 8 timers kysttur med M/S Michael Frank. Der var en smule gammel sø men ikke noget af betydning. Der var god plads på båden da vi kun var os 8 mand fra klubben med på turen. Efter en kort sejltur på en times tid nåede vi frem til stenene hvor vi skulle fiske og der kom med det samme fisk på dækket. Der blev dagen igennem fanget godt med torsk med den største på ca. 4 kg. Udover torsk blev der fanget mørksej, makrel og ulk. Fiskeriet var godt dagen igennem og kl. 14 da skipper ringede af havde alle fået godt med fisk. Bedste fisker havde ca. 25-30 fisk – ikke store fisk men flotte spisefisk. Stort tak til skipper Torben, der som sædvanligt gjorde alt, hvad han kunne for at finde fisk til os.
Mvh. René Larsen
Vrag-tur fra Thyborøn med m/s Bodil 20-09-2014 Så blev årets sidste tur fra Thyborøn afviklet. Vi var 12 forventligsfulde deltagere der op til turen holdt øje med vejrguderne. Det så lovende ud, meldingen lå til 3-4 sekundmeter - perfekt vejrmelding - så da vi havde haft kontalt til Lars A, var meldingen: vi sejler og og om vi ville forlænge turen med 2 timer, da skipper Per havde et vrag der lå længere ud,s hvor han mente der kunne gå nogle store sej. Det var vi klar på, så vi lagde fra Thyborøn kl.02.00 og havde så knap 8 timers sejlads forude. Efter en kølig pils gik alle i køjerne. Nogle timers søvn senere var alle klar til kaffe og rundstykker før vi skulle igang med fiskeriet. Det skulle vise sig at være en god ide at sejle de ca 2 timer længere, der var fisk med det samme,og hvilke fisk. Det var sej mellem 4 og godt 12 kg, det kan nævnes at vi havde 4 nye medlemmer med og de 3 af dem fik fisk over de 10 kg, så sikke en debut at få. Efter et par timers sejfiskeri blev vi enige om at allle havde fået sej nok. Videre til næste vrag som efter skipper Per kunne kaste nogle pæne langer af sig. Efter 1 times sejlads skulle det så prøves, og det viste sig at holde stik, det blev til mange fine langer op til 12,5 kg., en enkelt brosme og nogle pæne torsk. Der blev sat 2 nye klubrekorder: Knud Andersen med en sej på 12,5 kg, Lars A med en lange på 13,9 kg. Tillykke til dem. Derudover kan nævnes: sej på 10,5 - 11,0 - 12,4 - 10,5 - 10,9 - 10,4 - 12,5 kg. Langer på 10,0 - 11,5 - 13,9 kg. samt en fin brosme på 4 kg. Derefter blev der prøvet flere vrag på vej ind som kastede en del torsk af sig, så alt ialt en kanontur med det bedste fiskeri længe. Det var en flok trætte fiskere der ankom til thyborøn lørdag aften kl.24.00. Vil her til sidst sige tak til skipper Per og Ole for deres kanon indsats, som altid at prøver at få en rigtig god tur ud af det. Det lykkedes til fulde. Også en stor tak til dem som var med på turen, I var fantastiske at være sammen med, alt gik op i en højere enhed. Husk generalforsamlingen d. 15.11 kl.10.00 i sæby.
Video fra M/S Bodil Mvh. formand Henning
Vrag-/revtur fra Hirtshals med m/s Michael Frank 06-07-2014 Søndag d. 6 juli var der tid til min første havtur med Frederikshavn havfiskeklub fra Hirtshals for i år. 5 medlemmer deltog på denne 8 timers tur med Michael Frank. Vi skulle have været af sted på en 12 timers tur lørdag men den blæste desværre væk. Vejret var perfekt og havet var fladt som et strygebræt. Fiskeriet var i løbet af dagen udmærket og der kom pænt med torsk på dækket med de største på 3-5 kg. Udover torsk blev der fanget makrel, fjæsing, knurhane og en enkelt lange. Dem der havde fanget mest kom i land med 25-30 kg fisk. En stor tak til skipper Torben der gjorde sit bedste for at finde fisk til os. En rigtig god dag på havet i godt selskab.
René Larsen
Vragtur fra Thyborøn med m/s Bodil 14-06-2014 Vejrmeldingen var blevet grundigt studeret i ugen op til turen. Den lovede ikke godt. Frisk vind fra nordvest. Så det var herligt da Lars ringede og gav besked om at turen alligevel blev gennemført. 12 mand- heraf 8 fra klubben, hvoraf flere var nye medlemmer- sejlede ud fra Thyborøn kl. 02 med Skipper Per Jensen ved roret. Det rullede noget undervejs ud til fiskepladserne. Desværre var der flere af de ”nye” der blev søsyge. Fiskeriget startede på et vrag ved 8 tiden. Der var ingen vind, men stadig store dønninger fra gårsdagens blæsevejr. Heldigvis var der ingen strøm. Der kom hurtigt fisk på dækket. Det var torsk der blev fanget. Vi flyttede dagen igennem fra vrag til vrag og der blev fanget rigtig mange torsk. Ikke de store, men fine fisk mellem 2 og 4 kg. Som dagen skred frem blev havet roligere og solen skinnede fra en skyfri himmel. Da fiskeriet ophørte ved 18 tiden var der fanget rigtig mange torsk med den største på 7 kg. Der blev også fanget flere arter såsom makreller, mørksej optil 2- 3 kg, flere grå knurhaner, en enkelt lange og en rødspætte. Bedste mand havde imponerende 72,7 kg renset fisk med hjem Igen en rigtig fin tur med skipper Per Jensen i hopla og mange gode fiskesnakke med deltagerne på turen. Ser frem til næste tur.
Mvh Anders Thomsen
Revtur fra Hirtshals med m/s Michael Frank 31-05-2014 Turen skulle have været en 12 t tur til Revet, men da der kun var 6 tilmeldte fra klubben og skipper havde kun 2 mand så vi lavede det om til en 8 timers tur langs kysten. Der var lidt vind fra morgenstunden men da de havde lovet aftagende vind om formiddagen og tiltagende 8 til 13 ms om eftermiddagen tog vi chansen, heldigvis blev det rigtig godt vejr og den lovede vind kom ikke og da vi sejlede ind var det næsten havblik. Fiskeriet var rigtig godt og der blev fanget rigtig mange fisk, og dem der havde flest fisk fangede ca 45 stk og samtidig var der mange torsk på 2 - 4 kg og Torben Mikkelsen fra klubben fangede en torsk på 7,5 kg derudover blev der fanget mørksej - lyssej - lange og en del rødspætter så det var en rigtig god dag på havet.
Mvh Lars Andresen
Pokaltur fra Hirtshals med m/s Michael Frank 17-05-2014 Til året`s pokaltur var der kun 11 mand fra klubben der var tilmeldt, hvilket var lidt skuffende men dem der deltog havde en rigtig god tur med godt vejr og godt fiskeri. Turen gik til Det gule rev med Mikael Frank og vi sejlede kl 03 00 og efter 3 timers sejlads startede vi med at fiske. Lige fra start af kom der fisk på dækket og når fiskeriet ebbede ud var skipper Torben hurtig til at finde en ny position med fisk til os. I løbet af dagen blev der fanget torsk - lange - rødspætter - knurhane og Morten Christensen fangede dagens største torsk på 9,5 kg urenset, deltagerene havde mellem 20 og 36 fisk til indvejning. Da fiskeriet stoppede og vi sejlede mod land startede vi med indvejningen af fisk og derefter uddeling af pokaler.
Flest point: Nr 1. Jørgen Sloth 307 point Nr 2 Bruno Jordansen 281 point Nr 3 Martin Christensen 276,5 point
Største fisk: Torsk 8,0 kg renset fanget af Morten Christensen Torsk 3,2 kg renset fanget af Jørgn Thomsen
Flest arter: Henning Thomsen
Sjælneste fisk: Knurhane Lars Andresen
Til slut skal der lyde en stor tak til Jesper fra JC Fiskegrej og Fritid for præmier til turen, samt til Torben og Tage for deres måde at få vores ture til at blive gode, de gør altid deres bedste for at finde fisk samt gaffe og rense fisk for os samtidigt med at de er et par flinke fyre.
Mvh Lars Andresen
Revtur fra Hirtshals med m/s Michael Frank 20-04-2014 Kl 04 lagde vi fra kaj: 5 mand fra klubben og 11 andre. Vejret var godt og havet næsten stille. Efter 2,5 time var vi på første plads. Der blev taget nogle torsk - de 6 næste drev gav samme resultat. Vi håbede vist alle på lidt bedre fiskeri og lige pludselig fandt skipper Torben stedet. Der var fleks på alle stænger og op til 4 torsk ad gangen. Skipper og medhjælper havde travlt med gaffen. Det forrygende fiskeri foresatte nogle drev. Da skipper ringede af havde alle fået godt med fisk; klubmæssigt lå fangsten mellem 25-48 kg. Arter: torsk, rødspætte, lys og mørk sej. Det var en rigtig god tur med super vejr og fiskeri. Husk at tilmeldt dig de næste ture, kom af sted nyd havluften, det gode selskab og alle historier om de store fisk. Tak for godt selskab!
Ole Johansen
Tur fra Hirtshals med m/s Michael Frank 09-03-2014 Så blev årets første havtur gennemført. Vi deltog 11 fra klubben sammen med 8 andre på Michael Frank. Turen gik til stenene ud for Hirtshals. Vejret var gråt og skyet, men der var næsten vindstille, så en dejlig rolig sø. Efter en times sejlads kom vi til første stop og der var fisk med det samme. De var ikke store, men fisk på 1-2 kg. Der blev gennem dagen fanget jævnt. De fleste havde en kurvfuld eller mere, så alt ialt en rigtig god dag. Udover torsk blev der taget en del små sej og et par sild. Så, fisk er der, og vi kan nu kun glæde os til næste tur om ca. 14 dage. Det bliver årets første revtur - mon ikke de er en kende større derude og lidt flere arter.
Mvh. Formand Henning Thomsen
|