2012

Nyt fra havturleder



Nytårsturen fra Hirtshals med m/s Michael Frank
29-12-2012
Turen blev desværre aflyst p.gr. dårlige vejrforhold.

Tur fra Hirtshals med m/s Michael Frank
17-11-2012
Der var 14 mand fra klubben der deltog på turen, heraf 3 nye medlemmer, så velkommen til dem. Vejret var rimeligt friskt, men da vinden var i syd - sydøst var der ikke meget sø. Fiskeriet var rimeligt og de bedste deltagere havde 25 - 30 fisk, så vi havde endnu en god dag på havet. Hvis du vil med på vores nytårstur skal du snart tilmelde dig, da der ikke er så mange pladser tilbage.

Mvh.
Havtursleder Lars Andresen

Tur fra Frederikshavn med m/s Sjælland
6-10-2012
Så lykkedes det endelig at komme afsted fra Frederikshavn for første gang i år. De 3 forrige ture aflystes p.gr. dårligt vejr. Efter at have trukket lod om pladserne tog vi forventningsfulde afsted ved 6-tiden. Vejret var godt. Ombord var 11 mand, 7 fra klubben og 4 tyske lystfiskere. Efter halvanden times sejlads nåede vi første vrag, som var Jansson. Der var ikke meget at hente. Dagen igennem fiskede på på yderligere 5 vrag, skipper Knud Erik manøvrede suværent båden på plads hver gang på trods af megen strøm. Efterhånden friskede vinden yderligere op og fiskene udeblev desværre. Tilsidst sejlede vi indad, der var blevet mistet rigtigt meget grej i vragene. En enkelt knækkede en stang. Ole fangede dog en pæn lange og Leo fik, hvad der måske er klubrekord på makrel, så helt spildt var indsatsen da ikke. Der blev også taget enkelte pæne lubber, men fangsten var for alle temmelig ringe. På trods af dette havde vi igen en fin tur med Frederikshavn Havfiskklub i den nordjyske natur og humøret var højt da vi gik fra borde igen. Skipper Knud Erik takkes for "kampen" mod elementerne. Vi håber på flere gennemførte og mere fiskerige ture fra Frederikshavn til næste år.

Mvh.
Sekretær Lars Grøntved

Tur fra Hirtshals med m/s Michael Frank
22-09-2012
Turen blev desværre aflyst p.gr. dårlige vejrforhold.

Tur fra Frederikshavn med m/s Sjælland
08-09-2012
Turen blev desværre aflyst p.gr. dårlige vejrforhold.

Tur fra Hirtshals med m/s Michael Frank
25-08-2012
Der var 5 klubmedlemmer tilmeldt denne 8 timers tur med Mikael Frank, derudover var der 14 mand fra Pirken i Ålborg der var med på turen. Efter 1,5 times sejlads stoppede vi på det første sten rev, desværre var der ikke meget at fange her så vi lavede hurtigt et flyt til næste position, her var der heller ikke så meget at komme efter men efter et par flyt blev fiskeriet bedre og der kom torsk over 6 kg på dækket og en stor rødspætte - sej - lyssej - knurhane og en del makreller var der også, så da skipper ringde af for dagen var de fleste godt tilfredse med dagens fiskeri, hvor dem der havde fanget mest havde 10 - 15 torsk og 30 makrel. Vejret var rigtig godt med 3 - 6 ms og solskin det meste af dagen. Så endnu en god dag på havet hvor skipper Torben og hjælper Keld gjorde deres bedste for at vi fik en god dag.

Mvh.
Lars Andresen

Tur fra Thyborøn med m/s Bodil
11-08-2012
Så fik vi gennemført vores sidste tur fra Thyborøn for i år. Der var 12 mand tilmeldt, heraf var de 9 fra klubben og 3 tyskere. Vi var klar til afgang kl 02 00, der var dog 2 mand der var en tur om Aggersund for at konstatere at den sidste færge sejler kl 18 00 ;- ) man skal ikke stole blindt på en GPS. Efter et par dage med blæst havde DMI lovet aftagende vind. Der stod en del gammel sø, men i løbet af dagen lagde havet sig meget. Efter 6 timers sejlads var vi fremme ved det første vrag hvor der stod godt med fisk på. Da fiskeriet ebbede ud her forsatte vi til det næste vrag hvor der også stod mange fisk, og som vi plejer var vi på mange forskellige vrag og stenrev i løbet af dagen. Det var mest torsk folk havde i kurvene denne dag, men der blev dog også fanget makrel – lange – mørk sej – lys sej og rødspætte. De fleste havde mellem 40 og 70 kg fisk da dagens fiskeri var slut, til gengæld var der mange der havde fået ryddet godt op i grejkassen da nogle af vragene er meget sultne. Så endnu engang havde vi en rigtig god tur med Bodil og skipper Per og hjælper Henrik der som sædvanligt gjorde deres bedste for at vi fik en dejlig dag på havet.

Mvh.
Lars Andresen

Familie-turen fra Hirtshals med m/s Michael Frank
04-08-2012
Der var 20 tilmeldte til den eftermiddagstur. Vi mødtes i Hirtshals ved det gode skib Michael Frank og var klar til at sejle, da båden lå ved kajen. Der var noget havnefest så det var ikke så nemt at finde en parkeringsplads, men lykkedes for alle. Der var 8 medlemmer og 12 gæster, der i blandt en fra Sydafrika, han havde fået turen som gave da han fyldte 80 år, men det var ikke så meget han nåede at fiske, da vejret ikke var for godt først på turen, der var flere end ham der ikke kunne tåle søen. Næsten alle nåede dog at få fisk med hjem. Der var torsk, makrel, lange, knorrhane, hornfisk og sej.Det var en meget fin tur og den største fisk var en torsk på 4 kg og en sej på 2,5 kg, det var Villy Nielsen der stod for sejen og en gæst for torsken.

Med venlig hilsen
Thorrald Risgaard Nielsen

Tur fra Thyborøn med m/s Bodil
30-06-2012
Turen blev desværre aflyst p.gr. dårlige vejrforhold.

Tur fra Frederikshavn med m/s Sjælland
16-06-2012
Turen blev desværre aflyst p.gr. dårlige vejrforhold.

Pokal-tur 2012 fra Hirtshals med m/s Mille
02-06-2012
Så fik vi afholdt vores pokaltur, der var kun 10 medlemmer tilmeldt til turen deraf var der 4 nye medlemmer. Selv om vejret ikke blev som DMI havde lovet, nemlig aftagende vind ned til 3 - 5 ms, fik vi en god dag på havet med Mille. Første stop var på Marie, som er et lille vrag, men her lå vi lige i et vindområde med 14 - 15 ms og opgav hurtigt at fiske, så vi sejlede på Det Gule Rev istedet for. Heldigvis tog vinden af til 8 - 10 ms, og i løbet af dagen flovede den yderlig af. Fiskeriet på revet var rimeligt, der var fisk til alle mand, og i løbet af dagen fik de fleste godt med fisk i kurven og det var fine fisk op til 7 - 8 kg. Ved 12-tiden ebbede fiskeriet dog ud, så vi valgte at prøve vrag igen og sejlede ind på Billy. Her fik vi mange fisk til alle, og det var her der blev fanget mest i løbet af dagen. Da fiskeriet også her ebbede ud, valgte vi at prøve Risager som det sidste vrag på vejen hjem. Her var der dog ikke meget at komme efter og vi sejlede mod havn. Indvejningen foretog vi på skibet da vi kom i havn. Vejret ikke var til at vi kunne veje da vi sejlede. Fangsterne lå mellem 33 og 53,5 kg og der var fanget torsk - sej - lyssej - rødspætte og lange. Resultatet af dagens fiskeri blev:

Flest point og årets pokalturs vinder:
Nr 1 Johhny Lyngsø 334,5 point
Nr 2 Lars Andresen 328 point
Nr 3 Per Christensen 304 point

Største fisk:
Nr 1: Torsk 6,0 kg renset vægt fanget af Kurt Kukki
Nr 2: Torsk 5,9 kg renset vægt fanget af Lars Grøntved

Sjældneste fisk:
Rødspætte fanget af Mogens Helmer

Til slut vil jeg gerne takke skipper Mogens for en god dag på havet, hvor han gjorde et godt arbejde for at vi fik nogle gode fangster, samt til rederiet for præmier og til JC fiskegrej for gavekort til de dygtige vindere.

Mvh.
Havtursleder
Lars Andresen


Tur fra Thyborøn med m/s Bodil
19-05-2012
12 mand fra klubben + 1 ekstra sejlede ud fra Thyborøn kl. 02.00. Vejret var fint, kun ringe sø, skønt det havde blæst en del dagen før. Efter en gang morgenforplejning gik det løs ved 8.30-tiden. Igennem dagen fiskede vi dels på vrag, dels på stengrund, og der blev taget mange flotte fisk. Mest torsk, heriblandt et par enkelte målere, men også et par pæne langer, mørksej og en flot havkat til Henning Thomsen (3,75 kg). De fleste fangede måske lidt mindre fisk end på sidste Thyborøn-tur, til gengæld var fiskene generelt større. Der blev vist også ryddet noget op i folks grej-kasser, der blev sat meget grej til på vragene, men sådan er det jo. Kl. 22.00 var vi tilbage i Thyborøn. Tak til alle for en vellykket tur.

HUSK Pokalturen fra Hirtshals den 2/6 2012 - der er godt med fisk omkring Hirtshals for tiden!

Sekretæren.

Tur fra Frederikshavn med m/s Sjælland
05-05-2012
Turen blev først flyttet til 6/5, så alligevel desværre aflyst p.gr. dårlige vejrforhold.

Tur fra Thyborøn med m/s Bodil
21-04-2012
Så kom dagen endelig til årets første Thyborøntur. Havde hele ugen kigget til vejrmeldingen, så godt ud indtil fredag morgen: hård vind. Heldigvis flovede det i løbet af dagen, så da Lars A havde talt med skipper Per, som sagde det så fint ud blev grejet pakket i traileren. Afsted det gik og vi ankom til Thyborøn ved 01.30 tiden, ombord til lodtrækning og en stille pils. Efter at have fået vand og is ombord gik det derudaf. Alle var gået i køjerne ved 02.30 tiden. Foran var 6 timers sejlads, der var en del gammel sø på vejen ud af. Ved 8-tiden blev der serveret varme rundstykker og kaffe, og efter en halv times tid nåede vi det første vrag. Der var flex på stængerne hele båden rundt og der kom nogle fine torsk ombord, det ebbede dog hurtigt ud og vi sejlede til nogle stenknolde. Her var masser af torsk, dog i den mindre kaliber. Det blev besluttet atter at gå på vrag, og efter 1 times tid var det tid at fiske igen. Der var også her masser af torsk i pæn størrelse. Vi fiskede til omkring middagstid, så blev der severet frokost - herligt man ikke selv skal have madpakke med - derefter igang med fiskeriet igen. På det tidspunkt var der kommet en del torsk op mellem 5 og 9 kg. Så får Lars A dagens første måler: en torsk på 10.05 kg, herligt, der var også fanget et par mindre mørksej og langer. Klokken var efterhånden blevet 15.00 og vi flyttede endnu engang til et nyt vrag. Da vi ankom til dette, blev der virklig flex på stængerne: mange pæne torsk mellem 3-6 kg kom på dæk. Henrik Larsen fik her dagens 2. måler: en torsk på 10.3 kg. Der var efterhånden fyldt godt op i kasserne, og vi sejlede hjem over, klokken var blevet 18.00 og skipper Per serverede en god gang aspargessuppe med boller. Alle havde mange fisk, og der var flere der rundede de 100 kg renset, så en super tur med rimeligt vejr. Tak til alle for en god tur, og specielt, igen, skipper Per og hans makker Henrik. I forstår hvad der skal til for at lave en kanontur! Hvis du ikke allerede har været afsted fra Thyborøn, så snyd ikke dig selv for den oplevelse. Vi ses på turen igen i maj måned!

Formand Henning Thomsen

Tur fra Hirtshals med m/s Fio
08-04-2012
Ja, så kom dagen til årets første havtur. Vejret var godt. Første stop var på vrag (16 mil-vraget). Her var godt med fisk. Så til andet vrag, men først skulle vi lige have hjælp fra luften. Der var en der var syg (ikke klubmedlem) som blev afhentet af helikopter. På andet vrag var der også fisk. Det var så meningen at vi skulle på revet, men skipperen havde talt med m/s Tinker. De havde kun fået 6 fisk på to timer, så vi tog på stenrev under land i stedet. Her var også godt med fisk. Det blev til fra 35 kg til 80 kg per mand, her i blandt en lange på 2 kg, sej på 1 kg og torsk på op til 6 kg.

Mvh
Bruno Jordansen

Ledige pladser
på Havkatte-tur 3.-4. maj 2012
Skagen Havfiskeklub har stadig ledige pladser på Havkatte-turen fra Thyborøn 3.-4. maj.
Se Skagen Havfiskeklub for nærmere detaljer.

Åben invitation
fra fiskeklubben Snøren i Gug
Hej! Vi er en gruppe på 8-9 fra Snøren som planlægger en 10-dages fiskeferie til øen Sula beliggende sydvest for Trondheim ud for øerne Hitra og Frøya. Vi var også deroppe i 2011, og det var en fantastisk tur.Vi har booked 2 lejligheder a 6 personer og indtil videre booked 3 alu-både (mulighed for flere). Turen er programsat til afgang 14. september og hjemkomst 26. september. Den samlede pris pr. deltager vil blive ca. 5000 kr. Der er endnu 2-3 ledige pladser, hvis I skulle være interesseret.

Venlig hilsen JAN MICHAEL LILHOLT Specialkonsulent 9635 1404 / 5099 9224 jan.michael.lilholt@rn.dk


 
 
 
 
Frederikshavn Havfiskeklub © 2018